Forsvundne brugere

October 30, 2006

I dag oplevede jeg et underligt problem: På en G5’er med OS X 10.4.7 kunne man pludselig ikke logge på. Der var to brugere på den. En administrator og en almindelig bruger. Ingen af dem kunne logge på.

Fejlslagne løsningsforslag:

- Start op fra OS X installations CD’en og reset password. Hjalp ikke, da der blev rapporteret ingen brugere på maskinens disk.

-  Boot op fra ekstern disk og kør DiskWarrior + Disk Utility. Ingen nævneværdige problemer fundet. Alle /Users-mapper for både administrator og bruger så ud til at være intakte.

Alt i alt var der ingen synlige problemer. Brugerne fandtes bare pludselig ikke mere.

Løsningen blev at tage et image (lavet med Disk Utility) og restore det på maskinen, uden “erase destination”. Alle nødvendige filer blev gendannet. Jeg oprettede brugeren på ny, og eftersom brugerens /Users-mappe var intakt, fungerede alt perfekt herefter.

På mine Mac'er har jeg installeret Apple's Remote Desktop. En af de fine ting ved det program er, at man kan overtage maskinen via VNC (fx fra en PC). Min favoritsmag af VNC er UltraVNC. Hvis jeg bruger UltraVNC's standardindstillinger, når jeg forbinder til en Mac, som kører Remote Desktop, får jeg et "rodet" og ubrugeligt billede. Hvis jeg går ind under Options og fjerner rettetegnet i "Auto select best settings", virker det fint.

Irritationer i et vindue

April 18, 2006

Her er et par ting, som irriterer mig ved håndteringen af vinduer i Mac OS X (ja, jeg tror faktisk, det også var sådan i OS 9, og måske endnu ældre versioner):

  • Når man klikker et sted (fx et link eller en knap) i et vindue, som befinder sig i baggrunden, sker der ingenting. Man skal aktivere et vindue, før man kan foretage sig noget i det.
  • Ændring af et vindues størrelse kan kun ske i nederste højre hjørne (med mindre man vil maksimere eller minimere). Vil man fx gøre et vindue, som befinder sig i nederste højre hjørne af skærmen, lidt større, skal man altså først sidde og fedte rundt med at flytte vinduet, inden man kan gøre det større.

Det virker måske som nogle banale ting. Men netop fordi de er banale, er det irriterende, at man skal tvinges ud i unødvendigt ekstraarbejde for at lave nogle så simple handlinger. Jeg ønsker mig i påskegave, at Apple gør deres vinduehåndtering mere fleksibel. Lige på det punkt har de noget at lære fra deres ærkerivaler.

Alternativ til iChat

March 27, 2006

Efter mit brokkeri over iChats elendigheder, anbefalede en ven mig at prøve Adium X. Det er et lækkert lille program, som minder mig om Miranda og Gaim (to IM-programmer til Windows) og kan snakke med stort set alle netværk, inkl. Jabber, ICQ, MSN og GTalk. Hermed anbefalet til alle Mac-brugere, som har behov for at snakke med folk på mange forskellige netværk.

Eftersom AOL har linket AIM- og ICQ-netværkene, kan man tilføje ICQ-kontakter via AIM til sin buddy list i iChat. Af en eller anden årsag får man dog kun kontaktens ICQ nummer at se. Ingen af de oplysninger kontakten har tastet om sig selv er tilgængelige; ikke engang nickname. Hvis man har en stor mængde kontakter, får man derfor importeret sin serverside buddy list med en masse ubrugelige numre. Jeg har ret svært ved at huske, hvem der gemmer sig bag 25-30 seks-tolv-cifrede numre.

Findes der mon en måde, hvorpå man kan få iChat til at hente disse oplysninger ?

Jeg har prøvet Lotus’ egen uninstaller på Mac OS X. Nogle gange virker den fint, andre gange brokker den sig over manglende diskplads, selv om der har været mere end 20GB ledig. Jeg har ikke fundet et mønster i, hvornår den virker og hvornår den ikke gør.

Hvis uninstalleren fejler, så fjern manuelt mappen Applications/Lotus Notes.
Uanset om uninstalleren fejler eller ej, skal følgende filer også fjernes, hvis der skal laves en komplet afinstallation:
/Users/[username]/Library/Preferences/Notes Preferences
/Users/[username]/Library/Preferences/com.ibm.lotus.Notes.plist

Som altid med Lotus Notes skal du huske at tage backup af ID-fil og names.nsf, hvis brugeren stadig skal bruge sit certifikat og adressebog.

Lotus Notes har aldrig kørt fantastisk på en Macintosh. R6.5.x er ingen undtagelse. Problemerne starter allerede med installeren, som dette indlæg vil handle om.

Her i huset kører vi et restriktivt miljø. Det betyder, at brugerne ikke er administrator på egen maskine, med mindre der er en rigtig god grund til det (og det er der sjældent).

Lotus/IBM har valgt at lade installeren gå ud fra, at alle er administrator på egen maskine. Det ser ikke ud til at være dokumenteret overhovedet, hvad man skal gøre, hvis det ikke er tilfældet. Hvis du laver en standard installation og derefter forsøger at konfigurere programmet for den aktuelle bruger, bliver du mødt af denne fejlmeddelelse:

“Unable to access data directory ‘Macintosh HD:Applications:Lotus Notes:Data:’ using preferences file ‘Macintosh HD:Users:[username]:Library:Preferences:Notes Preferences’.”

Således gør jeg, når jeg skal installere Lotus Notes til en almindelig bruger:
– Installer med standard indstillinger.
– Efter installation lav en CHMOD -R 777 på Data-mappen (den ligger som standard i Applications/Lotus Notes). Det er et beskidt hack, men udgør ikke den store sikkerhedsrisiko for os, eftersom der kun er én bruger pr. maskine.
– Nu kan du starte Lotus Notes op som den aktuelle bruger og lave den sædvanlige Lotus Notes konfiguration.

Follow

Get every new post delivered to your Inbox.